• Ramlovbrorson © 2007 • 

 

Job-links

• Søndbjerg »
Min arbejdsplads med uanede muligheder 

• BibellæserRingen » 
Min nuværende arbejdsplads med spændende udfordringer 

 

 

Lørdag 15. december
Stille på denne lille matrikel

Man kan roligt sige, at der har været stille her på siden i mere tid end godt er. Det skyldes, at jeg på Søndbjerg Efterskoles hjemmeside har min egen lille blog. Derfor sker der mest der. Siden her er egentlig - i øjeblikket - mest til pynt og opmagasinering af forskellige links, som jeg bruger i tide og utide. Herfra skal der lyde et ønske om en glædelig jul og et godt, sikkert nytår!
 ______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: personligt

Fredag 31. august - Berthas dag
Brorsons ... nu med hund (igen)

Det var egentlig ikke lige planen, at vi skulle have hund igen. Vi har tidligere haft Buster, som vi havde fra hvalp, og Bølle, som vi købte inden den fyldte et år. Den første blev aflivet, da den tog skade efter at være blevet kørt over. Bølle solgte vi, da vi ikke kunne klare de krav, som så stor en hund havde. Nu er vi så faldet i igen og har købt Cato, som er ca 1½ år. Helle hentede den i dag og den tidligere ejer havde meget svært ved at sige farvel til den.

Cato havde lidt svært ved at lande og var lidt sur på undertegnede. Men nu vimser den bare små forvirret rundt og registrerer de mange dufte, som en Beagle nu kan opstøve. Den virker meget stille og rolig, men kan også godt lide at lege. Og så er den vist i lidt løbetid. Men vi regner med, at vi nok skal få stor glæde af den. Så har jeg muligheden og pligten til at komme væk fra computeren og skrivebordet og ud i det fri og måske til stranden med hunni. Mads er lidt bange for Cato, men det kommer han vel over. Den satte sig i respekt fra begyndelsen og børnene skal vist lige finde ud af, at det skyldtes nervøsitet. Det bliver godt for Cato at komme med i sommerhus, når vi pr. 1. december overtager huset overfor kirken på Jegindø. Der er en dejlig have, som den kan tøffe rundt i.
 ______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: personligt

Lørdag 18. august - Agapetus dag
Skolepiger

Nu er den første skoleuge overstået for vores piger. Ida Marie, Anna og Emma Sofie har haft en rigtig god opstart i deres respektive klasser. De er blevet godt modtaget og det lader til, at de allerede er blevet integreret i klasserne. 

Ida Marie har lavet legeaftaler og nyder igen at have lektier at rive i.

Anna har leget et par gange i den første uge og havde lavet soveaftale for weekenden.

Emma Sofie glæder sig til, at hun skal lege med Christina på mandag. Hendes skolestart er gået rigtig godt og hun er glad for at kunne sige, at hun nu går i skole. Hun kommer stolt hjem og viser de mapper og andre ting, hun får udleveret.

Pigerne bliver afhentet af skolebussen ved vores indkørsel og bliver sat af igen, når der er returrute. Så alt i alt er vi monsterglade for, at pigerne er kommet godt fra land. Det er et vigtigt parameter for, om Helle og jeg også bliver glade for vores tilværelse heroppe.

Mads bliver passet af vores unge pige i huset - Joan. Han har lidt svært ved at forstå, at far og mor skal på arbejde, når det kun er på den anden side af døren. Men nu har vi lavet nogle strategiske indkøb og indretter her i weekenden et legeværelse i kælderen. Det burde afhjælpe lidt af problemet. 
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: personligt

Søndag 5. august - Osvaldus dag
Sådan noget bøvl

Fredag nat vågnede jeg med ondt i maven. Kl. 8 tog jeg til vagtlægen. Det gav lidt minder om lægen spillet af Robin Williams i komedien "9 måneder". Han sendte mig hjem med nogle piller. Det hjalp dog lige lidt. Opkastningerne tog til og det gjorde stadig ondt. Midt på eftermiddagen tog vi derind igen. Til samme læge. Han snakkede om kroniske smerter og gentog flere gange uden af svare:  "Det er meget godt spørgsmål". Jeg blev indlagt til observation for galdesten.

I dag blev jeg så scannet med det resultat, at ultralyden kunne vise galdesten som perler på en snor. De skal senere bortopereres, men det bliver ikke lige nu. Heldigvis. Jeg skulle meget gerne være i fuldt vigør til weekenden, hvor eleverne tropper op.

Men det er da utroligt, at vi ikke kan lave et flyt uden, at jeg skal indlægges. Blindtarm, lyskebrok og nu galdesten. Hvad bliver det næste?______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: personligt

Torsdag 2. august - Hannibals dag
Så er det virkelighed

I går var dagen, hvor Helle og jeg officielt tiltrådte på Søndbjerg. Dermed er vores nye hjemmeside også i luften. På den er der en forstanderblog, hvor jeg minimum hver anden dag vil opdatere fra mine oplevelser på skolen. Derfor vil denne blog også kun blive opdateret med helt personlige ting fra i dag. Og så vil jeg ellers bruge siden her som ressourceside i forhold til mine udgivelser og undervisningsmæssige elementer, så som analysemodeller mm.

I dag skiftede vi (igen) bank. 3. bank på 4 måneder. Vi troede vi var skiftet til skolens bankforbindelse, men det var ikke rigtigt. Det er vi nu - samtidig med, at vi er kommet det eventuelle hus på Jegindø et skridt nærmere. Nu vil vi høre ejendomsmægleren i morgen, hvor langt han er med tilstandsrapporten.
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: personligt

Tirsdag 24. juli - Christinas dag
Begivenhedsrig dag

I dag har været en af de mere begivenhedsrige af slagsen.  Kl. 10 skulle vi kigge på fritidshus på Jegindø - et hus, som har mange muligheder og et snert af gør-det-selv-arbejde. Prisen er ok og vi meldte ejendomsmægleren, at vi gerne vil købe huset ... med fjordudsigt og det hele. En mulighed for en oase midt i hverdagens formodentlig travle hverdag. Vi glæder os til at komme videre med det projekt.
   Senere på dagen skulle jeg have tre rundvisninger på skolen - den første helofficielle arbejdsdag. Inden de skulle komme, havde jeg et projekt på kontoret. Det projekt kostede mig 3 sting på siden af underarmen, da hobbykniven smuttede og skabte et dybt og meget blødende sår. Gulvtæppet skal nok også renses.
   De tre rundvisninger forløb godt og med god starthjælp fra rådsformand Jens, der velvilligt trådte til, mens jeg blev lappet sammen på skadestuen. Med de elever er vi nu på 80 sikre elever 2 mere på vej. Venteliste er der til 8. klasse, 10X opfylder kriterierne og kun 2 ledige senge tilbage til næste skoleår. Det er svært at få armene ned. De er oppe som tegn på jubel ... og tilbedelse og tak!
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori: Søndbjerg

Lørdag 21. juli - Evenus' dag og en af de 32 Thycho Brahes dage
Thyholm update

Nu har vi efterhånden boet på Thyholm i en uges tid. Det har været en hektisk uge med møbelindkøb og udpakning af containere og senere kasser. Det er gået rigtig godt og det er snart til at se en ende på det. I dag har vi fx endelig fået installeret telefonen i forstanderboligen, så der nu er direkte omstilling vi skolens telefonnummer. Men udpakningen skal til at være færdig, da der jo også er finesseindretning af kontorer, hylder, Broen og forberedelse til det kommende skoleår.

I dag har på ingen måde været en Thyco Brahes dag, som den ellers er i følge kalenderen. Ikke nok med, at det er Annas fødselsdag, så fik vi uventet besøg fra Korning af Svinedrengen og hans familie, som vi tog med en tur til Jegindø, hvor vi mandag skal ud at kigge på fritidshus, og senere på den trestjernede Tambohuse Kro, hvor vi fik en fin aftensmad.

Og så er det ellers bare AGF's opgave at fuldføre en indtil videre god weekend med en sejr over OB i morgen ...
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Fredag 6. juli - Dions dag
1. ferieuge en saga blot

Denne uge har mest stået i udregningens tegn. 1924 timer har været omdrejningspunktet. Det er det tal, som efterskolelærere skal lande på inkl. ferier, søgne-helligdage, pauser osv osv osv. Det er et omstændeligt regnestykke, men jeg tror, at jeg er ved at være ved vejs ende ... Indtil alle de ting, jeg sikkert har glemt, melder sig.

Derudover er jeg i gang med Broens 6. hefter. Nu er jeg ikke længere redaktør, men kun layouter. Men det er nu også en omfattende opgave. Men nu er den første uge smækket op og så mangler der kun 11.

I dag troede vi, at flyttecontainerne kom, men det er først onsdag. Så nu skal der pakkes ned og lukkes nogle rum af, så vi kan komme til at gøre rent og hurtigt få noget ud, når containerne kommer.

Jeg har også været ude at bytte min afskedsgave fra Grejsdalens. Jeg fik "7 gode vaner", som jeg havde i forvejen. I stedet har jeg købt et par bøger, som jeg glæder mig til at pløje igennem:

  • "Far på færde" af Lars Daneskov. Den har jeg hørt meget godt om.
  • "Selvværd nu" af Mia Törnblom. Jeg synes ofte jeg støder ind i teenagere, som blomstrer med en stor selvtillid, men når vi taler selvværd, så halter det mere. Med denne bog håber jeg at få et værktøj, som jeg kan bruge i de samtaler.

Sidst men ikke mindst købte jeg en lommebog. Ikke en af de traditionelle små, lurvede af slagsen, men en rigtig fin lommebog. Jeg har alt for mange gange oplevet, at jeg skriver idéer og huskenoter på små lapper, som derefter bliver væk. Det skal være slut nu! Fremover bliver Brorsons lille brune en tro følgesvend.
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Søndag 1. juli - Theobaldus' dag
Puha - så kan vi trække vejret lidt lettere

Nogle rigtig hektiske dage har fået ende og vi kan får en stund trække vejret lidt lettere - faktisk står den på sommerferie. Dog har pakkeleg ikke herhjemme noget med jul at gøre ...

I sidste uge havde jeg mine 10+'ere til afsluttende årsprøve i deres +fag. Og det gik bare super super godt. Et gennemsnit på 11 taler for sig selv. De har virkelig taget stoffet til sig. I tirsdag skulle de så bevise deres kunnen i dansk. Her kunne de forventeligt ikke helt leve op til deres +præstation. Et gennemsnit på 8 er dog i orden (men tillykke til søsterklassen i IT10 for deres snit på 9,17!). De 3 ego-drenge havde iklædt sig det fineste puds i dagens anledning. Smokin og slips, for der skulle være fest - og festligt var det.
   Med den sidste aftenvagt og 7 timers slutrengøring var scenen sat til en rigtig hyggelig afslutningstur ved Lillebæltsbroen på Lyngsbo. Jeg var med fra torsdag aften kl. 20 til fredag kl 23 med en lille sovepause fra 6-9. Der blev skrevet mindebøger, taget de sidste vigtige samtaler og lave sjov. 
   Fredag eftermiddag stod jeg overfor den udfordring, som jeg på forhånd havde set frem til med størt bekymring. Afskeden fra scenen efter tale fra Knud Dideriksen. Jeg havde gjort en lille tale klar, men lige inden jeg skulle sige noget, fik jeg øje på et par elever, som året igennem har betydet en del for mig - og de vandede høns og så kunne jeg altså ikke helt aflevere mit budskab, men kun en brøkdel af det.
   Farvelrundkredsen var ikke bedre. Der var ikke kun våde ansigter pga regnen. Det var rigtig hårdt at tage afsked med nogle rigtig gode elever og en arbejdsplads, som gennem 6 år har betydet et stort vendepnukt for mig. På Grejsdalen fandt jeg min hylde og mødte fantastiske kollegaer, som hele vejen igennem har været med til at forme mig til den lærer, jeg er. Der er både elever og kollegaer, som jeg vil komme til at savne rigtig meget i tiden, der kommer, men heldigvis venter en stor og dejlig opgave på Søndbjerg, som jeg nu for alvor kan se frem mod. Flyttekasserne kommer på fredag og i løbet af den kommende uge står den på lærermøde og jobsamtale deroppe. Men i dag tager vi et lille break og kommer os over hektiske dage.

______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Mandag 18. juni - Leonitius' dag
Så er den (vist) hjemme

I mandags skrev vi under på købsaftale på vores hus. I dag er de 6 dages fortrydelsesret udløbet og vi har ikke hørt noget. Det betyder vel så, at vi pr. 1. august ikke længere er husejere ... i Korning i hvert fald. I bedste hammerslag-stil måtte vi give et lille nedslag i købsprisen, men vi trods alt tilfredse - mest af alt med, at vi ikke har et hus, som vi skal køre langt efter at slå græs i.

Vi har hele tiden troet på, at vi er kaldet til Thyholm for at gøre tjeneste på Søndbjerg, så at huset bliver solgt i så god tid, er for os endnu en bekræftelse på den fornemmelse. Nu kan vi for alvor intensivere jagten på et refugiested tæt på hav eller fjord og i passende afstand til efterskolen - dvs. 5-15 kilometer væk. Vi kigger mest til Jegindø, men også Doverodde, Toftum Bjerge og til nød Draget kan lokke. Vi håber på en afklaring inden 3 uger, for så er det jo ved at være op over!
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Søndag 17. juni - Budolfs dag
Det var ikke lige det, jeg havde håbet på

Jeg havde glædet mig utrolig meget til denne weekend. Jeg var sat på til weekendvagt og så oven i købet med min gode kollega fra Bøgballe. Der skulle sættes rekorder, hygges og snakkes. Men det blev til to timer i stedet for 25, da et maveonde tvang mig hjem under dynen. Op kom gårsdagens menu. Skifte mellem kulde og svedeture. 3 gange bad for at holde varmen. Øv.
   Her til morgen er der stadig feber. Jeg skal prøve at indtage noget føde, som så forhåbentlig bliver, hvor den skal blive.

I fredags var jeg ude som censor - en god oplevelse, hvor jeg var censor for den samme lærer, som var censor for mig, da jeg for 6 år siden skulle have mit første danskhold til eksamen. Så ringen er sluttet.

Nu er der 12 dage tilskoleåret slutter med farvelrundkredsen i haven - det bliver godt nok underligt. Om 19 dage kommer flyttecontainerne og ugen efter rykker de til Thyholm.  Og inden da skal skema og tjenestetid være på plads og vi skal have ansat en ungmedarbejder for næste skoleår. Jeg håber, at frk. slagterspark melder sig på banen.
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:grejsdalen, søndbjerg

Tirsdag 12. juni - Basilius' dag
Vand på sidste skoledag

Med risiko for liv og lemmer afholdt vi i dag på Grejsdalens sidste skoledag. I mit tilfælde sidste skoledag i mere end én forstand. Så det er lidt vemodigt, hvis jeg et kort øjeblik tænker rigtigt efter. Så det bliver ultra kort, for eftermiddagens forløb har intet med vemod at gøre. Det var en rigtig hyggelig dag med parodier, leg og frem for alt: Vandkamp mellem elever og lærere i skøn forvirring. Det går vildt for sig i den ½ time, som løjerne står på - dog i respekt for, at man har lov til at melde fra og bare kigge på. Den mulighed benyttede de færreste, så der var gang i åen, brinkerne og spandene.

Og når det nu handler om vand: I går var jeg på Søndbjerg til tjenestetidsforhandlinger med den nuværende forstander, tillidsrepræsentanten og lærerrepræsentanten. Da jeg nærmede mig Struer og Limfjorden i al sin skønhed foldede sig ud for mine øjnene, fik jeg en dejlig varm fornemmelse i maven. Jeg glæder mig helt utroligt til at komme tæt på vand - fjord og hav. Jeg tror, det giver en mulighed for at koble helt fra og nyde naturens glæder.
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt, grejsdalen

Lørdag 9. juni - Primus' dag
Sorte fjorten dage for dansk idræt

Jeg har lige set første halvleg af en fiaskohåndboldkamp. Det ligner noget af det håndbold,. som jeg spillede i Arvad Lyn i Brande. Til grin! Det må være konsekvensen af de mange udlændinge i den danske liga. Mon ikke aviserne i morgen kommer med forskellige kommentarer om fremtiden for dansk kvindehåndbold. Et loft på udlændingekvoten kommer nok på tale. Med mindre der sker mirakler i anden halvleg ... Nej, lad os få Munk-Lauridsen, Kolling, Bøttzau, Andersen, Tanderup, Hoffmann og Kjærgaard tilbage.

De andre sorte pletter på dansk idræts oversigtskort er selvfølgelige: Riis Dopinggris og fodboldvold. Hvad mon det næste bliver? Nicki Pedersen kører Ole Olsen ned i aften i Parken? Eller ...
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Fredag 8. juni - Medardus' dag
Scooter-Mads

For lidt siden blev der båret lidt mere brænde til navne-bålet. Mads Motor kom rendende med min styrhjelm og ville have den på. Et kosteligt syn fulgte. Den lille drenge med det måne-store hoved. Straks ville storesøster 'Fie' også være med i legen, men M&M ville ikke afgive sit nye legetøj, som i skrivende stund fungerer både som kastebold, fodbold og skammel.

"Far åbne vindue ..." (vinduet er i denne sammenhæng visiret.)

"Mads ud køre stooter!"

I dag holder søster 'Ie' for øvrigt sin sidste fødselsdag i Korning. Hele klassen kommer på besøg og programmet lyder på både fodbold og taco-skaller. Søster Anna skal også nå at fejre sin fødselsdag for klassekammeraterne, inden turen om 1 måned og 5 dage går til Thyholm.

Og så lykkedes det for øvrigt for 'Fie' at fravriste M&M Sølvhjelmen ...
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Torsdag 7. juni - Jeremias' dag
Fantastisk koncertoplevelse

I går aftes var jeg med Snotti-pigen (en elev fra Grejsdalen, som er kommende elev på Søndbjerg) til kirkekoncert i Holstebro. Anledning var, at musiklinjen fra Søndbjerg Efterskole gav koncert. Vi kom en lille time for sent, men nåede at få indtrykket af et utrolig kompetent musikkorps med dygtige musikere og gode solister. 
   Skolen havde inviteret Lydiah, tidligere vinder af Scenen er din til at være gæstesolist og gæstedirigent. Og hold da op hun synger godt! Helt fantastisk, at så meget stemme kan gemme sig i så lille en krop. Ikke noget at sige til, at Etta i sin tid sikkert gav hende et stoooort 5-tal.
   De ca 150 tilhørere kvitterede med stående klapsalver og Dejlig er jorden som afslutning på koncerten, der bestemt ikke gør forventningens glæde mindre.

______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:Søndbjerg

Mandag 4. juni - Optamus' dag
Nej, hør nu må det være nok

Hvad sker der lige for de mennesker, som vil sætte sig selv i fokus som følge af fodbolddumhederne i weekenden. En århusianer melder Christian Poulsen for vold. En vicepolitidirektør mener, der er en sag. Lene Espersen mener Poulsen er en skændsel.
   Jeg forstår så udmærket frustrationen, men derfra og til at mene, at der er en politisag ... Hvad med spillere, som bevidst saver benene af modspillere? Hvad med Peter Møllers høje albuer? Zidanes skalle? Det bliver skruen uden ende - næste stop er vel at melde boksere for vold!
   Og politikere, der blander sig, får det altid til at vende sig i mig. Pas jeres eget! Dyrk jeres egne agurker i Folketingets sommerferie! Hvis Poulsen er en skændsel af et forbillede, der burde trække sig, hvad så med Thor Pedersen og andre ministre, som bevidst har snydt. Er de også skændsler og dårlige forbilleder, der bør trække sig fra taburetten? Og var der ikke noget med en trafikal bøde til justitsministeren selv?! 
   Come on! Poulsen får sin karantæne og straf i det fodboldretslige system og sikkert en ordentlig bøde af DBU for at bringe spillet og forbundet i miskredit. Det må være nok!
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:sport

Søndag 3. juni - Erasmus' dag
Husvild

Jeg nægter at omtale fodbold i dette indlæg - der er ellers både til gården (Herfølge) og gaden (landskamp)!

I stedet vil jeg nøjes med at fortælle, at Fru Ministeren nu også kan skrive boligminister på visitkortet. Hun var i dag chauffør på en tre-dobbelt sommerhus-fremvisning på Draget på Thyholm. Det var lidt en blandet landhandel, men vi blev ret vilde med et af husene. I hvert fald lige indtil vores lokalkendte venner fortalte om oversvømningsrisikoen i området. Så kølnede de varme følelser. I stedet konsulterede vi boligsiden.dk, da vi kom hjem - så nu er der et par nye huse, som vi skal have kigget lidt nærmere på.
   Vi håber, at vi kan have et sommerhus klar, når vi midt i juli rykker ud fra Korning.
______________________________________
indsendt af redaktøren          kategori:personligt

Fredag 1. juni - Nicomedas dag
Så går vi i luften

I dag skyder vi ramlovbrorson.dk i gang. Der er stadig ikke så meget at komme efter på de enkelte sider, men det skulle der gerne komme inden alt for længe.

I hvert fald vil bloggen løbende blive opdateret ... ganske som den plejer på www.brorson.blogspot.com. God fordøjelse.


 

 

Last update ...

Jeg læser ...

Stephen Covey
7 gode vaner - personligt lederskab og livskraft

Lise Svanholm
Malerne på Skagen

 

Jens Ole Christensen
Kristen mellem kaos og tryghed



Mia Törnblom
Selvværd nu!